Fototur til Dollerup Bakker

Fototur til Dollerup Bakker

Dollerup bakker. Alle rettigheder tilhører Fotograf Jesper Fried Vive, Odense

Fototur til Dollerup Bakker med telt… og 20 kg kuffert.

Sidste weekend tog jeg en tur til Dollerup bakker ved Viborg. Idéen med turen var at afprøve nyt frilufts- og fotoudstyr, inden en kommende tur til Lake District England sidst i marts.

Det er nødvendigt at finde ud af hvad jeg absolut har brug for til turen og hvad der godt kan blive hjemme.

Dollerup Bakker

Jeg har været i Dollerup bakken en gang for mange år siden i forbindelse med et ophold på højskole. Her var vi ude ved Hald hovedgård for at se Søren Sigurd (senere kendt som Sigurd Barret/ Sigurds bjørnetime) optræde. Den gang var fotografering ikke et interesseområde og på trods af at jeg gik på en friluftlslinje, husker jeg ikke en gang den smukke natur. Det er først de senere år hvor fotograferingen har fyldt mere og mere for mig, at jeg har opdaget Dollerup Bakker.

Dollerup Bakker har flere af de elementer, der for mig er interessant ved landskabsfotografering. Der er flot natur og den store Hald sø. Men det der gør det specielt er bakkerne. De er lidt mere stejle end andre steder og giver landskabet et kuperet udseende. Vi kommer aldrig i nærheden af at kalde dem for bjerge, men de har alligevel en form som en mini bjerg… altså danske mini mini bjerge 😉

Dollerup bakker:
Alle rettigheder tilhører Fotograf Jesper Fried Vive, Odense

På udkig efter nye landskaber

Vi har en smuk natur i Danmark. Det er der slet ingen tvivl om, men personligt ville jeg rigtig gerne have mere af den vilde natur. Når man ser hvad andre fotografer har at gøre med i forhold til landskabsbilleder, så bliver jeg da ofte lidt misundelig. Det er altså nemmere at lave flotte billeder når man har store bjerge, brusende floder og lignende…

Derfor er jeg også altid på udkig efter nye steder. Måske er jeg heldig at finde det helt rigtige sted til den næste tur!?

Her er der en stor hjælp i fotogrupper på Facebook, lige som jeg altid holder øje, når jeg er rundt i landet. Selv Google maps bruges flittigt, for at finde og udforske nye områder.

Turen til Dollerup bakke blev en realitet efter at jeg så et opslag fra en anden fotografs tur til området. Så var det bare om at komme i gang med nærstudierne

Dollerup bakker eller Lake District?

Som nævnt var den primære grund til turen at afprøve udstyr. Jeg har anskaffet mig nyt både til foto og til friluftsdelen.

Så på trods af virkelig kedeligt vejr, tog jeg afsted. I værste tilfælde skal jeg i England også både kunne overnatte og tage billeder i frost, slud eller regn, så det er om at være forberedt.

Jeg vil allerede nu melde klart ud at billeder fra turen ikke blev til noget. Det værste vejr til landskabsfotografering er når det er helt gråt (eller faktisk også når det er helt skyfrit, hvor himlen bliver lidt kedelig at se på). I gråvejret forsvinder alle farver og kontraster.

Som om det kedelige vejr ikke var nok, blev turen også kortet ned til kun at være med en enkelt overnatning pga varslet kraftig storm. Men det blev alligevel en succes, for jeg fik prøvet mit udstyr af og lærte lidt under vejs.

Jeg lærte blandt andet at det er dumt at starte med at smide det nyindkøbte filter i søen (inden jeg overhovedet nåede at bruge det). Heldigvis lykkedes det mig at finde det nede i vandet, så jeg rigtig kunne komme i gang med at bruge det.

Jeg lærte også at friluftsliv og en 20 kg kuffert er en underlig kombination. Men det er der vel heller ikke nogle der havde forventet anderledes 😉

Grunden til at jeg har valgt denne kombination er ganske enkelt at det er nemmere at have styr på alle tingene på flyveturen til England. Det skulle afprøves om det kunne lade sig gøre at have kufferten i bilen og så bære de enkelte dele frem og tilbage til lejren. Det kan det, men det bliver nok aldrig førstevalget i friluftskredse. En blå IKEA pose giver nok ikke mange points iblandt Fjällräven, Häglöfs osv 😉

Alt i alt var det en tur der må betragtes som en god træning. Jeg fik prøvet en masse ting af, uden at få de store fotografiske mesterværker. Men jeg kom skridtet videre i forhold til at blive helt klar. Der er dog stadig lidt der skal afprøves inden afgang, men det når jeg også 🙂

Flere ture venter

Den store tur er om en måneds tid og jeg glæder mig afsindig meget 🙂 Disse ture med en kombination af det simple liv og fotografering har vist sig at være guld værd for mig.

Jeg elsker når jeg kan nørde fotograferingen og tage det i lige netop det tempo som jeg ønsker. Jeg elsker f.eks. at sidde og vente på at solen står helt rigtig på himlen, for at billedet bliver perfekt. For jeg har ikke andre valg, end at vente.

På disse ture er alt andet ligegyldigt og det gør at jeg kommer helt ned i gear og bare nyder det. Jeg tager billeder når jeg har lyst og gør noget andet, når jeg ikke har.

Turen til Lake District bliver min første lange tur på en uges tid. Jeg er spændt på at se hvad det giver mig, både af billeder og personligt.

// Jesper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *