Må man fotografere i kirken?
Det korte svar er nej!… og ja.
I mange kirker er der et skilt ved indgange hvor der står noget i stil med “Fotografering ikke tilladt”. Jeg ser det ofte, når jeg er fotograf ved konfirmationer og bryllupper. Men betyder det så at jeg ikke kan udføre mit arbejde? Det gør det selvfølgelig ikke, men det betyder at man fra kirkernes side desværre har måtte lave nogle strenge regler, for at kunne gennemføre den kirkelige handling på en (for alle) ordentlig måde.
Hvorfor må man ikke fotografere i kirken?
Jeg kan naturligvis ikke svare på hvorfor den enkelte kirke ikke tillader fotografering, men mon ikke forklaringen stemmer meget godt overens med hvad jeg nogle gange (til trods for forbud) oplever!?
Der er altid god stemning i kirken, når gæsterne indtager deres pladser. Gommen går nervøst rundt oppe ved alteret og småsnakker med “best man” og nogle af gæsterne. Alle venter på bruden, som lige om lidt træder ind af døren og sætter det hele i gang. Det øjeblik det sker, rettes alles øjne ned mod enden af kirken hvor hun kommer ind. Håret er sat, kjolen er smuk og sikke hun stråler når hun går der med sin far, som om lidt skal give hende til en anden. Alle smiler af det dejlige øjeblik, som de gerne vil mindes. Nogle gange er der enkelte som tager en mobiltelefon frem og diskret tager et billede, men jeg oplever desværre også det modsatte. Det kan være svært at få det gode billede når personen foran holder mobilen op, så man tager et skridt til siden, for selv at kunne fotografere øjeblikket. Denne bevægelse blandt gæsterne forplanter sig og giver et hav af mobiltelefoner, tablets og kameraer i luften, samtidig med at ejerne prøver at finde den rette vinkel. Jeg ser endda folk træde ud i gangen, for det rigtige billede.
Jeg kan sagtens forstå at man gerne vil tage billeder og det er heller ikke den enkelte mobiltelefon, der fylder. Men når flere gør det giver det en uro, som jeg godt kan forstå at man fra kirkens side gerne vil undgå. Tænk hvis alle bare smilte og kiggede, når bruden kommer ind af døren og bare nød øjeblikket.
Kirken har kun en måde at styre dette på og det er ved at bede folk om at lade være med at fotografere. Det giver sig selv at dette forbud ikke er et reelt forbud. Mange tager alligevel billeder, mere eller mindre diskret, men det dæmper det nok lidt.
Mit arbejde som bryllupsfotograf
Som fotograf, skulle man mene at betingelserne i bedste fald bliver vanskelige. Det er dog heldigvis ikke det store problem at få lov, hvis man bare gør arbejdet ordentlig inden. Præsten er jo lige så interesseret i at alle får en god dag, som brudeparret er.
Jeg starter derfor allerede når jeg bliver kontaktet af det kommende brudepar, med at bede dem om at spørge præsten om det er i orden at jeg er med. Dels for at undgå at stå i en situation hvor der pludselig bliver sagt nej på dagen, men også så præsten er forberedt og kan komme med eventuelle ønsker. Der kan være områder i kirken, hvor de gerne ser at man tager billederne fra, eller at man f.eks. ikke fotograferer under bøn.
På selve dagen kommer jeg i god tid. Det giver mulighed for selv at blive klar, men også at der er tid til at hilse på præsten og hvem der måtte være der. Der kan de sidste retningslinjer aftales inden vi går i gang. I bund og grund handler de om at jeg skal kunne lave mit arbejde, men uden at genere resten af vielsen, hvilket vel er rimeligt nok.
Hvor er jeg som fotograf under vielsen?
Ved de fleste kirkelige vielser står gommen klar inde i kirken og venter på bruden. Jeg sørger for at tage billeder af den ventende gom og går bagefter ud og er klar til bruden ankommer.
Lige inden vielsen starter stiller jeg mig (som regel) op ved siden af alteret hvor jeg både kan fotografere bruden der går ned ad kirkegangen og den forventningsfulde gom, som tager imod hende. Det handler om ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed, så jeg bliver på pladsen, men kan skifte position når der synges. Dermed kan jeg stadig få lidt forskellige vinkler, uden at være til gene. Det eneste tidspunkt jeg reelt er lidt “synlig” er under selve vielsen. Har kan jeg kortvarigt tage plads i midtergangen, hvor jeg har fint udsyn uden at være i vejen for nogle af gæsterne.
Ved afslutningen trækker jeg ned bagerst i kirken så jeg kan fotografere det nygifte par på vej ud af kirken og samtidig komme ud og være klar til der kastes med ris udenfor.
Der er naturligvis altid variationer i de enkelte vielser, men grundskitsen ser ca ud som det beskrevede. Det handler om at få de rigtige billeder, på de rigtige tidspunkter, men hvor man samtidig er mindst til gene.
… Klarer man det er man som regel altid velkommen til at komme tilbage og fotografere igen, på trods af at “Fotografering i kirken er forbudt”
Læs mere om bryllupsfotografering på https://friedvive.dk/bryllupsfotograf-odense/